Gå direkte til indhold

Mød en m8

Mentorprogram er et frirum til at vende store drømme og små hverdagsting

Camilla Kongsted og Camilla Taasti er begge en del af itm8s nye mentorprogram som henholdsvis mentor og mentee. Forløbet har givet dem et frirum til at vende alt fra dagligdagsting til drømme. Selvom programmet stopper håber de begge på at fortsætte de gode snakke. 

Camilla T og Camilla K 1

Ønskede at udvide netværk og en at spejle sig i

Camilla Taasti arbejder som Data Engineer Consultant i Business Intelligence-afdelingen i itm8. Et halvt års tid inde i sin ansættelse stod hun et sted, hvor hun gerne ville udvide sit interne netværk.

Derfor var hun med det samme interesseret, da hun så et opslag på intranettet om en ny mentorordning. Men hun anede ikke, hvem der skulle være hendes mentor.

”Hvis jeg skulle bruge min tid på det, så skulle det være en person, som virkelig gav mening for mig at sparre med. Jeg kiggede efter en person, jeg kunne spejle mig i, og som havde en inspirerende karrierevej,” siger Camilla Taasti, der er mentee.

Men så startede Camilla Kongsted i itm8. Og da hun læste hendes præsentation, var hun ikke i tvivl. Hun passede perfekt som hendes mentor.

 

Ville gerne give noget videre

Camilla Kongsted, der er Senior Director i Customer Engagement, havde knap nok haft første arbejdsdag i itm8, da hun blev spurgt, om hun havde lyst til at være mentor i forbindelse med et nyt internt mentorprogram.

Camilla har selv haft forskellige mentorer gennem sit arbejdsliv – både officielle og uofficielle – som har haft stor betydning for hendes karriere. Derfor tænkte hun, at nu var det hendes tur til at ”give noget videre”. Derfor takkede hun selvfølgelig ja.

 

Camilla T og Camilla K 3

 

Manglende relation og +200 kilometers afstand var ingen hindring

I mentorprogrammet bliver mentor og mentee matchet ud fra forskellige kriterier. Det kan f.eks. være lederambitioner, udvikling af faglige skills eller ønsket om at styrke en eksisterende relation.

For Camilla og Camilla var det lidt anderledes, da Camilla Taasti selv valgte Camilla Kongsted som mentor – faktisk inden hun overhovedet havde mødt hende.

Udover at arbejde i forskellige afdelinger arbejder de også hver sin lokation i hver sin ende af landet. Camilla Kongsted har sin daglige gang på kontoret i Nordhavn, mens Camilla Taasti er tilknyttet Viby-kontoret ved Aarhus. Men hverken den manglende relation til hinanden eller afstanden skræmte dem fra at være hinandens mentor og mentee.

På trods af flere timers transporttid har de prioriteret at mødes fysisk hver anden uge. De uger, det ikke har kunnet lade sig gøre har de taget snakken over Teams. 

 

”Jeg kan sige mine drømme højt til dig.” – Camilla Taasti, mentee

 

Work life-balance

Et af de emner Camilla Kongsted og Camilla Taasti har talt en del om, er work life-balance. De er begge i trediverne og står et sted i livet, hvor de jonglerer fuldtidsarbejde og en hverdag med små børn med alt, hvad det indebærer.

”Vi har haft nogle gode snakke om balancen mellem familieliv og arbejdsliv. Vi er begge ambitiøse omkring vores arbejde samtidig med at vi har små børn derhjemme, som vi gerne vil bruge tid med,” siger Camilla Kongsted, der er mentor. 

 

Et frirum uden hierarki

Undervejs i mentorforløbet har der også været plads til at dele drømme og karriereambitioner. Særligt for Camilla Taasti, der har manglet en at spejle sig i. Det har blandt andet fået hende til at reflektere over sin egen rolle, og hvad der driver hende.

”Jeg har fået bekræftet, at der findes forskellige typer ledere  . Og så har jeg fundet ud af, at man godt kan være ambitiøs på en anden måde. Det handler ikke om at fylde mest. Det er også ambitiøst at være en god leder, der går op i relationer og interesserer sig for, at folk har det godt,” siger Camilla Taasti, der er mentee.

Forløbet har på mange måder været et frirum for dem begge, hvor de har kunnet vende stort og småt med en, der ikke er deres leder eller medarbejder.

”Fordi der ikke er et hierarki mellem os, har det været et frirum, hvor vi har kunne drøfte ting uden for referat, som jeg måske ikke ville sige til mine egne medarbejdere eller leder,” siger Camilla Kongsted, der er mentor.

 

Camilla T og Camilla K 2 (1)

 

Håber ikke at det stopper her

Der er ingen tvivl om, at både Camilla Kongsted og Camilla Taasti begge har fået meget ud af at være med i mentorprogrammet.

”Jeg håber ikke, at det stopper, fordi det virkelig fungerer godt,” siger Camilla Taasti, der er mentee. Mens Camilla Kongsted, der er mentor, fortsætter:

”Det har virkelig været et professionelt setup og en kæmpe fornøjelse. Jeg håber virkelig, at det fortsætter.”

Det har Camilla Taasti fået ud af at være mentee

”Jeg har virkelig rykket mig og fået øjnene op for, at der findes andre typer ledere, og forskellige måder at være ambitiøs på. Det har også gjort, at jeg tør drømme lidt større i forhold til min udvikling og karriere. Alt i alt har det været med til at give mig en bedre forståelse af mig selv.”

Det har Camilla Kongsted fået ud af at være mentor

”Jeg har fået mange ting ud af det. Mest af alt at have et frirum at drøfte og vende dagligdagsting med en, der hverken er min leder eller medarbejder.”

Om itm8s mentorprogram

Mentorprogrammet er et internt og struktureret forløb over 6 måneder, hvor medarbejdere på tværs af erfaring, teams og roller kan hjælpe hinanden med at omsætte ambitioner til udvikling.

Mentor- og mentee-parret bliver matchet ud fra fire forskellige principper: lederambitioner, styrke eksisterende relation, specialist-skills eller faglig og personlig udvikling.

Programmet består blandt andet af personlighedstests, kickoff-event samt forskellige sessioner og workshops.

Se vores andre portrætter

Læs flere portrætter med vores teamm8s.

Mød vores m8s

Vil du være en m8?

Tag dine næste karriereskridt hos os.

Bliv en teamm8