Når man møder Johnni i dag, er det som Security Director og en af de profiler, der sætter retningen i cyber security-verdenen. Senest med optagelsen i Cyber Security Hall of Fame.
Men rejsen begyndte et helt andet sted: som elev i Service Desk, hvor han lærte værdien af at oversætte komplekse IT-udfordringer til løsninger, som alle kunne forstå. Det blev fundamentet for hans karriere.
I det her portræt dykker vi ned i vores teamm8 Johnni Rudes rejse fra elev til en af branchens stærkeste IT-sikkerhedsprofiler.

Fra tekniker til strateg
Efter tiden på service desk rykkede Johnni hurtigt videre til nye roller, hvor ansvaret og perspektivet hele tiden voksede. Rejsen har været alt andet end lineær, men netop de mange forskellige trin har givet ham en unik forståelse for både tekniske detaljer og forretningsmæssige sammenhænge.
- Som konsulent... lærte Johnni at rådgive virksomheder og oversætte tekniske udfordringer til løsninger, der kunne bruges i praksis.
- I det videre arbejde som Network Lead... blev hans fokus at designe og sikre infrastruktur på tværs af systemer og samtidig holde balancen mellem drift og sikkerhed.
- Dernæst som Security Architect og CISO... skiftede han perspektiv fra tekniske løsninger til strategisk ledelse og risikostyring.
- Senest som Security Director... er fokus blevet at udvikle og rådgive i sammenhængen mellem sikkerhed og forretning.
- En unik anerkendelse i Cyber Security Hall of Fame... står nu som den seneste krone på værket i Johnnis (indtil videre) imponerende rejse.
Johnni fortæller, at hans udvikling har været afgørende for at forme ham som leder. Hvert trin i karrieren har bygget oven på det forrige – fra teknikerens blik for detaljen til CISO’ens ansvar for helheden. Erfaringerne har gjort ham i stand til at se både “skoven og træerne” og til at udvikle strategier, der fungerer i virkeligheden.
"Overgangen til CISO lærte mig at tilpasse sikkerhedsinitiativer til forretningsmål – og viste mig, hvordan sikkerhedsbeslutninger påvirker alle dele af en organisation. Sikkerhed skal altid ses i et større perspektiv."
Filosofi: Making the complicated simple
I dag bruger Johnni sin erfaring til at hjælpe virksomheder i alle størrelser med at navigere i en digital virkelighed, hvor truslerne konstant ændrer sig. Hans filosofi er enkel: Sikkerhed skal altid være i øjenhøjde med dem, det omhandler. Eller, som han selv ynder at sige: “Making the complicated simple.”
For ham handler sikkerhed nemlig ikke kun om teknologi, men om at gøre løsninger forståelige og brugbare for de mennesker, der skal arbejde med dem.
"At gøre det simple kompliceret er almindeligt. At gøre det komplicerede simpelt – dét er svært. Men det er vigtigt."
Mentorer og ledelse
En vigtig drivkraft gennem hele karrieren har været de mentorer, der så potentialet i en ung elev og gav ham ansvar, før han selv troede, han var klar. Den tillid har formet hans tilgang til ledelse i dag, hvor han selv prioriterer at løfte og udvikle næste generation af sikkerhedsprofiler.
"Den mest afgørende faktor i min rejse var ikke de tekniske færdigheder. Men de mentorer, der så potentialet i en ambitiøs ung fyr og tog en chance på mig. Det har betydet alt for mig, og derfor er det noget, jeg nu forsøger at give videre."
Anerkendelsen i Hall of Fame
At Johnni nu er blevet optaget i Cyber Security Hall of Fame er ikke kun en anerkendelse af hans personlige indsats. Det er et bevis på, at bidrag til fællesskabet og evnen til at gøre komplekse emner forståelige kan rykke hele branchen fremad. Dét, kombineret med en passion for at fremme IT-sikkerhed for virksomheder, der ellers kan føle, at det er en uoverskuelig opgave.
"Jeg vil aldrig have alle svarene, men mit fokus vil altid være at gøre det komplicerede mere simpelt. Det tror jeg på, er vejen frem."
Hvad er Cyber Security Hall of Fame?
"Certified Ethical Hacker Hall of Fame" er en årlig anerkendelse af de profiler, der har sat et særligt positivt præg på arbejdet med IT-sikkerhed. Hver år udnævnes 100 "Leaders of the Ethical Hacking Community", og i 2025 var én af dem Johnni.
Johnni er den første dansker til at modtage hæderen.
Skal vi tage en snak?
Udfyld formularen, så kontakter vi dig.