Min vej til IT: Jeg startede med biologi og kemi – men blev draget af datalogi
Læsetid i minutter: 2
itm8 08-04-2026
Skrevet d. 08-04-2026 af itm8
IT-branchen har brug for flere unge talenter, og vejen ind i IT kan se ud på mange måder. I artikelserien ”Min vej til IT” med IT-Branchen møder du fire af vores unge kolleger, der fortæller om deres vej ind i branchen, hvad de arbejder med i dag, og hvilke råd de vil give videre til andre, der overvejer en IT-uddannelse.
Kathrine er 27 år og arbejder i dag som Director for Customer Engagement i CRM-afdelingen i itm8, hvor hun leder virksomhedens Customer Excellence-team. Men hendes vej ind i IT var ikke planlagt. Tværtimod var den tilfældig og drevet af en pludselig interesse for datalogi.
Kathrine Andreasen, 27 år, Director i Customer Engagement, itm8
Hvad fik dig til at vælge en IT-uddannelse?
Da jeg blev student, var jeg faktisk i tvivl om, hvad jeg ville. Men jeg vidste, at jeg gerne ville læse på RUC. Her startede jeg på en naturvidenskabelig retning med biologi og kemi, fordi jeg havde en idé om, at jeg måske skulle arbejde med forskning – blandt andet inden for øjensygdomme.
Men så tog jeg datalogi som valgfag, og det fangede mig ret hurtigt. Jeg kendte ikke noget til IT-verdenen på forhånd, så det var egentlig lidt tilfældigt, at jeg endte der. Men jeg kunne mærke, at det var spændende. Det mindede også meget om det, jeg godt kunne lide ved biologi og kemi – det her med at arbejde logisk, undersøge problemstillinger og finde løsninger. Derfor valgte jeg efter det første år at skifte retning og fokusere på IT i stedet.
Hvad arbejder du med i dag – og hvorfor giver dit arbejde mening for dig?
I dag arbejder jeg som Director for Customer Engagement i CRM-afdelingen i itm8, hvor jeg både udvikler løsninger og arbejder tæt sammen med kunder.
Jeg startede som projektdeltager lige efter min bachelor. Efter et år blev jeg projektleder, og i dag fem år senere er jeg leder for vores Customer Excellence-team, hvor jeg har omkring 10 medarbejdere i mit team.
Min rolle har ændret sig en del over tid. Jeg er ikke lige så meget inde over den daglige eksekvering længere, men arbejder i højere grad med at udvikle teamet og sikre, at vi leverer de rigtige løsninger til kunderne.
Det, der giver mit arbejde mening, er især muligheden for at gøre en forskel for andre. Både i forhold til mine kolleger og de kunder, vi samarbejder med. Når jeg er med til at udvikle løsninger, der gør en kundes hverdag lettere eller skaber bedre overblik over deres forretning, kan man virkelig mærke værdien.
Samtidig synes jeg, det er spændende at være i konsulentbranchen, fordi jeg får indblik i mange forskellige virksomheder og brancher. Det kræver, at jeg hurtigt sætter mig ind i nye problemstillinger og behov – og det gør arbejdet både udfordrende og alsidigt.
Hvad vil du sige til en ung, der overvejer en IT-uddannelse, men er i tvivl?
Mit vigtigste råd er at prøve det af. Mange tror, at man skal vide en masse om IT på forhånd eller have programmeret i mange år for at kunne starte på en IT-uddannelse. Men det behøver man ikke. Jeg startede selv uden at vide særlig meget om det.
Hvis man er nysgerrig og synes, det lyder spændende at arbejde med problemløsning, så er det et rigtig godt udgangspunkt.
IT er samtidig et meget bredt felt. Nogle arbejder dybt teknisk, mens andre – som mig – i høj grad arbejder med mennesker, samarbejde og ledelse. Der er mange forskellige veje, og man kan forme sin karriere undervejs.
For mig har det været en rejse præget af både interesse og tilfældigheder. Det er måske meget sigende for IT – at der ikke kun er én vej ind.
Læs de andre "Min vej til IT"-artikler
Skal vi tage en snak?
Udfyld formularen, så kontakter vi dig.