itm8 vender tilbage til vækst efter krævende transformationsår
Læsetid i minutter: 2
itm8 Jun 26, 2026 10:00:01 AM
itm8 kom ud af 2025 med en omsætningsvækst på 5% til 2.734 mio. kr. og et årsresultat præget af integrationsomkostninger og afskrivninger. Andet halvår markerede et vendepunkt med tilbagevenden til vækst på både top- og bundlinje, som fortsætter ind i 2026.
2025 blev et vendepunkt for itm8. Siden 2022 er 13 selskaber blevet samlet til én fælles organisation, og det har gennem årene kostet på både omkostninger og resultat. Udgifter for omkring 100 mio. kr. var i 2025 direkte knyttet til organisationstilpasning og harmonisering af services og processer.
Det blev dog også året, hvor effekten af investeringerne begyndte at blive synlige. Omsætningen steg 5% til 2.734 mio. kr., og særligt andet halvår stod positivt frem med en vækst i driftsindtjeningen (EBITDA) på 14%.
EBITDA for hele året landede på 227 mio. kr., lavere end året før, og årets resultat blev et underskud på 649 mio. kr. Hovedparten af underskuddet stammer fra afskrivninger på immaterielle aktiver, så som goodwill, på knap 477 mio. kr., som dermed ikke afspejler driften.
"Kigger man på de finansielle tal, var 2025 ikke et tilfredsstillende år," siger CEO Christian Ingerslev. "Men det var også året, hvor arbejdet med at samle 13 selskaber til ét itm8 begyndte at bære frugt. Fundamentet står nu stærkere, og i slutningen af året begyndte vi igen at vækste."
To forhold påvirkede indtjeningen særligt. Dels blev en større organisationstilpasning gennemført midt på året, hvor effekten på omkostningerne først slår fuldt igennem i 2026. Dels har itm8 tilpasset forretningen til et marked, der i stigende grad er drevet af cloud — en strukturel udvikling, der på kort sigt er forbundet med omstillingsomkostninger.
"Kunderne efterspørger cloud-løsninger, som giver deres virksomheder en værdi i form af altid opdaterede systemer, der er nemme at skalere. Vores forretningsfokus er flyttet til at drifte, pakketere og bygge brugervenlige services oven på de ofte komplekse løsninger, så de muligheder, der ligger i skyen – om det er public, private eller en hybrid-løsning - også bliver tilgængelige for små og mellemstore virksomheder," siger Christian Ingerslev.
Mod slutningen af året begyndte effekten af tiltagene at vise sig. EBITDA voksede 14% i andet halvår af 2025, og momentum er fortsat ind i det nye år med en vækst på bundlinjen på 25% i de første 5 måneder af 2026 sammenlignet med året før.
Fokus på SMV'er er skærpet
Bag vendingen ligger også en skarpere strategisk retning. itm8 har de seneste år styrket fokus på virksomheder, der har brug for komplekse IT-løsninger, men ikke selv ønsker at opbygge en stor IT-afdeling med specialister på alle felter — enten fordi de ikke har størrelsen til det, eller fordi de hellere vil bruge kræfterne på kerneforretningen og holde kompleksiteten nede.
Typisk er det virksomheder med mellem 50 og 1.000 medarbejdere. Det er her, behovet for én samlet, betroet IT-partner er størst, og hvor itm8 kan levere værdi tæt på kunden gennem hele værdikæden. Det fokus skabte grobunden for fremgangen i 2026 og udgør fortsat kernen i selskabets strategi.
"Kompleksiteten i IT stiger år for år, og derfor søger flere små og mellemstore virksomheder mod én strategisk partner, der både kender deres hverdag og kan trække på kapaciteten fra en stor, international organisation. Den efterspørgsel forventer vi kun vil stige," siger Christian Ingerslev.
For 2026 forventer itm8 en omsætning i niveauet 2.800-2.900 mio. kr. og en EBITDA på 300-350 mio. kr., i takt med at integrationsomkostningerne aftager markant.
"Vi går ind i 2026 med højere forventninger til både omsætning og indtjening. Fundamentet er lagt, organisationen er på plads, og effekten af vores arbejde kan vi allerede nu se på 2026-resultaterne," siger Christian Ingerslev.
Skal vi tage en snak?
Udfyld formularen, så kontakter vi dig.