Gå direkte til indhold
 

itm8 og MASONIC lancerer ny e-sportsliga for IT-studerende

Læsetid i minutter: 1

I samarbejde med itm8 lancerer MASONIC nu et nyt gaming- og esports-univers for danske IT-studerende med turneringer og aktiviteter for alle niveauer.

 

Et nyt gaming-initiativ for alle IT-studerende i Danmark, med fokus på netværk og studielivet, ser nu dagens lys. itm8-ligaen tilbyder en bred vifte af gaming-aktiviteter og esports-turneringer, der henvender sig til deltagere på alle niveauer – fra nybegyndere til erfarne spillere.

”Målet er at danne et fællesskab, hvor alle de IT-studerende, som elsker gaming, får et sted at mødes omkring deres fælles interesser, uden det nødvendigvis skal foregå på et semi-professionelt plan,” siger Andreas "blaq" Elversøe, CEO i MASONIC.

Deltagerne får mulighed for at deltage i turneringer på tværs af flere populære spil, enten som en del af et hold eller som solospillere. Der vil være fokus på både konkurrence og fællesskab, så alle kan være med og få en sjov og givende oplevelse.

”I itm8 har vi altid støttet op om e-sporten. Faktisk har jeg i mine teenageår arrangeret nogle af Danmarks største LAN-parties i Messecenter Herning. Så man kan vist roligt sige, at e-sport er en del af grund-DNA’et i itm8,” siger Henrik Kastbjerg, CEO i itm8 og fortsætter:

”4 ud af 5 danskere spiller i dag digitale spil, og kigger du på de yngre generationer, så spiller 96% af drengene og 70% af pigerne. Derfor giver det super god mening for os at bakke op om et initiativ, som ikke bare fokuserer på et benhårdt konkurrence-element, men samtidig gør noget for fællesskabet og kan være med til at skabe sammenhold og trivsel blandt alle de IT-studerende.

 

En platform danner ramme

itm8 ligaen har sin egen platform, der kan tilgås på www.itm8ligaen.dk. Her kan deltagere tilmelde sig turneringer, og man kan følge med i alle turneringer og aktiviteter. Fra platformen er det også muligt at blive involveret i udviklingen af ligaens tilbud og spil gennem en ambassadørordning.

 

Kickoff på sæson 1

Første sæson starter i uge 45 og afgøres med slutspil i uge 17. itm8-ligaen har vinterpause i december og januar måned. Læs mere om programmet på www.itm8ligaen.dk

 

For yderligere information

Andreas "blaq" Elversøe, CEO, Masonic
Tlf.: +45 42 15 20 51 | E-mail: ae@masonic.gg

Søren Tang, Head of Communication, itm8
Tlf.: +45 41 81 21 11 | E-mail: sotan@itm8.com