Gå direkte til indhold

Mød en m8

Min stresssygemelding lærte mig at give mere slip og stole på mine kollegaer

Casper Theilgaard, Head of Marketing i itm8, blev i sommeren 2024 sygemeldt med stress. Selvom sygemeldingen ikke var sjov, har den alligevel bragt en masse positivt med sig. Oplevelsen har blandt andet lært ham en hel masse om at være leder, at give slip og holde fri, når han holder fri og stole på sine kollegaer – og ikke mindst hvor vigtigt det er, at det derhjemme fungerer.

Csaper-Theilgaard-itm8

For højt tempo

Arbejde er en stor del af Caspers liv. Han har altid arbejdet meget og involveret sig i mange ting – både på og uden for arbejdet. På trods af det kom det alligevel bag på ham, da han tilbage i sommeren 2024 blev sygemeldt med stress. For sådan en type var han jo ikke – en der blev ramt af stress.

Men hvorfor havnede han der? Det var der selvfølgelig flere grunde til. På daværende tidspunkt var Casper ny i rollen som leder for marketingteamet i itm8. Det medførte naturligvis et ansvar, pres, arbejdsopgaver og mange møder. Derudover forsøgte han også at beskytte sine medarbejdere ved selv at påtage sig mere.

Det fik bægeret til at flyde over. Og det var svært at skjule, hvor udkørt han var. Men det var først, da der en dag, var en der spurgte ham: ”Er du okay? Du virker ikke til at have den energi og tilstedeværelse, som du plejer,” at alvoren gik op for ham.

 

Hjernen havde brug for ro

Sygemeldingen var på dette tidspunkt uundgåelig. Han havde presset sig selv alt for meget. På bagkant er det nemt at se, hvor uhensigtsmæssigt det var, at han arbejdede hver aften og ikke sov om natten.

Så han trak stikket. Og pludselig lå han på sofaen med Modern Family kørende i baggrunden. Teams og Outlook blev hurtigt slettet fra telefonen. Det var en god følelse og faktisk relativt nemt for ham. Selvom det var en stor kontrast til den normale hverdag, hvor Casper altid var på. 
Der var ingen tvivl om, at hjernen havde brug for ro – efter en lang periode med et alt for højt tempo, hvor der aldrig var mulighed for at koble fra.  

”Jeg var hele tiden bagud, og min hjerne var konstant på arbejde. Jeg var hele tiden på min mail og Teams. Jeg sov ikke om natten. Det var skruen uden ende. Og til sidst kunne jeg ikke overskue noget som helst,” siger Casper. 

Casper-Theilgaard-Golf

 

Golf blev en høj prioritet og et vigtigt afbræk 

Særligt tre ting havde stor og positiv betydning under Caspers sygemelding: et forløb med en psykolog, golf og støtte fra hans kæreste.

Golf har altid fyldt meget i Caspers liv. Men han havde mistet lysten til at spille – fordi han ikke havde tid på grund af arbejde. Men under sin sygemelding fandt han fornyet glæde ved at spille igen – og blev klogere på, hvorfor lige præcis golf gjorde en forskel. Når han spiller golf, kan han ikke lave andet eller tænke på andet. Han spiller bare golf, får frisk luft og et skud energi og glæde – uanset om det er alene eller sammen med venner eller kæreste.

Efter sygemeldingen er det blevet en vigtig prioritet at huske at komme afsted og spille golf – også på dage, hvor han måske ikke lige orker. For det er et vigtigt afbræk for hjernen. 

 

”En af de vigtigste læringer jeg har fået i min sygemelding er, at jeg blev opmærksom på, at det derhjemme skal fungere, før at man kan være den bedste udgave af sig selv.”

 

En ”ny” leder

Hvor meget skal man som leder blande sig i sine medarbejderes opgaver? Det kan være en svær balancegang – især for Casper, der gerne vil være involveret i processer og projekter og selv have ”hænderne i bolledejen”.

Efter sin sygemelding har han dog måtte erkende, at han ikke kan eller skal blande sig i alt. Faktisk har han også fået meget nemmere ved at være væk og slippe tingene. Og timingen kunne ikke være bedre. For lige om lidt bliver Casper nemlig far for første gang. Selvsagt en spændende tid – men også noget som tidligere ville have lagt ekstra pres på ham, fordi arbejdet fyldte så meget, og en barsel ville betyde, at han skulle være væk. Men nu ser han helt anderledes på det.

”Jeg har meget nemmere ved at skulle være væk og slippe tingene efter min sygemelding. Hvis jeg skal blande mig i alt, så er jeg ikke en særlig god leder – hverken overfor mine medarbejdere eller overfor mig selv, som jeg ville ødelægge på vejen,” siger han.  

Generelt er Casper meget mere opmærksom på at være en leder, der giver frihed, forståelse og fleksibilitet i dag end før sin sygemelding. 

 

Åbenhed gør en kæmpe forskel

Spørger man Casper, hvorfor han har valgt at være så åben og ærlig om sin sygemelding, er han ikke i tvivl: han vil ikke skamme sig over det. Han synes, at det er ærgerligt, hvis stress og psykologer skal være fy-ord.  

Han mener, at vi gør så meget andet godt for os selv – går ture, træner og spiser sundt – men når det kommer til at gå til psykolog, så bliver mange berøringsangste.

Det er vigtigt at åbne op – også selvom det er svært. Og svært var det særligt for Casper at skulle komme tilbage igen efter sygemeldingen – også selvom han var åben omkring det. For kunne folk nu forstå det, ville de spørge ind, og hvordan ville han selv reagere ved at være tilbage efter 2 måneder.

Men den bekymring blev gjort til skamme. Han oplevede, at selvom det måske er et tabubelagt emne, så kom mange hen og fortalte om deres egne oplevelser med stress. Og det gjorde det nemmere for ham, at folk var så åbne – også nogle han ikke kendte så godt i forvejen.

”Hvis jeg var på en arbejdsplads, hvor jeg ikke følte, at jeg kunne sige det højt, at jeg har været ramt af stress, så er det ikke det rigtige sted for mig, " siger han.

Casper valgte faktisk også at lave et LinkedIn-opslag om sin stresssygemelding, som har fået meget positiv respons. 

 

”Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er, at man som leder – og arbejdsplads generelt – skaber rammer og fleksibilitet, så både arbejdsliv og privatliv fungerer bedst muligt.” 

 

Hold fri, når du holder fri

Det lyder nok som en kliché – men sygemeldingen har sat tingene lidt i perspektiv for Casper. Før kunne han nærmest arbejde 24 timer i døgnet. Nu er han blevet klogere på sine egne prioriteter i livet, og hvad der er vigtigst.

En af de ting, der særligt er gået op for ham, er, at man ikke kan være en god kollega, hvis man føler sig som en dårlig forælder eller partner derhjemme. ”Det er vigtigt at have styr på sin base og alt det derhjemme – det har jeg virkelig lært,” fortæller Casper.

Og så skal man holde fri, når man holder fri. Selvom Teams og Outlook er kommet tilbage på telefonen igen, har han alligevel fået inkorporeret de gode vaner. Og hvis han lige glemmer dem, så minder hans medarbejdere eller kæreste ham om det.

For man skal huske på, at det ”bare” er et arbejde. Selvom man er glad og passioneret omkring sit arbejde, så går verden ikke under af, at man ikke lige svarer med det samme. Der er nok noget om work-life-balance-snakken. 

Casper-Theilgaard

Caspers fem råd til ledere og medarbejdere, der føler sig stressede

#1 Tal med nogen om det (partner, kollegaer, venner, familie eller psykolog)

#2 Hold fri, når du holder fri

#3 Husk på, hvad der er vigtigst i livet

#4 Stol på dine mennesker omkring dig – og ræk ud og spørg om hjælp

#5 Find noget der giver dig glæde og overskud f.eks. golf, gåtur eller padel

Se vores andre portrætter

Læs flere portrætter med vores teamm8s.

Mød vores m8s

Vil du være en m8?

Tag dine næste karriereskridt hos os.

Bliv en teamm8