DDoS-angreb trækker overskrifter igen - sådan beskytter du dig
Læsetid i minutter: 2
Esben Kaufmann
03-12-2025
Skrevet d. 03-12-2025 af Esben Kaufmann
Artikel blev oprindeligt bragt som debatindlæg i Børsen den 2. december 2025
I den seneste tid har Danmark igen været vidne til en bølge af overbelastningsangreb, også kendt som DDoS-angreb. Flere kommuner har oplevet forstyrrelser, herunder Gentofte, Vejle og Helsingør samt DSB og flere ministerier. Angrebene kommer i en periode, hvor myndigheder og beredskab tidligere har informeret om en generelt forhøjet risiko for denne type trusler.
Angrebene, som den prorussiske hackergruppe NoName057(16) har taget ansvaret for, har primært medført midlertidige driftsforstyrrelser, men understreger den stigende cybertrussel mod danske myndigheder og kritiske sektorer.
Der spekuleres i, om angrebene kan have forbindelse til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg. Uanset årsagen er det afgørende, at virksomheder handler proaktivt og sikrer, at deres IT-infrastruktur er robust nok til at modstå overbelastningsangreb. Det handler ikke kun om at reagere på bagkant, men om at være forberedt.
Hvad kendetegner et DDoS-angreb?
DDoS står for Distributed Denial of Service. Der er tale om en velkendt angrebstaktik, hvor hackere oversvømmer systemer med trafik for at gøre dem utilgængelige – en metode, der ikke kompromitterer data, men som kan skabe betydelige gener for borgere og virksomheder. Angrebet kommer fra et netværk af kompromitterede enheder, ofte kaldet et botnet, som de cyberkriminelle kontrollerer.
DDoS-angreb skaber ravage, men de er ikke nødvendigvis farlige. Når først angrebet har ramt kan de desuden også være svære at stoppe. Det er dog værd at gøre opmærksom på, at DDoS-angreb ofte fungerer som et røgslør for mere avancerede og skadelige forsøg på at kompromittere virksomheders data. Uden effektive forsvarsmekanismer kan konsekvenserne blive alvorlige – fra tab af tillid og økonomiske omkostninger til i værste fald utilgængelighed af kritiske tjenester for både offentlige og private organisationer.
5 tiltag i kampen mod DDoS-angreb
Vi anbefaler bl.a. disse tiltag, så du reducerer risikoen for DDoS-angreb markant:
#1: Få styr på netværksovervågning
Det er afgørende, at du som virksomhed løbende overvåger din netværkstrafik. Anomalier, som pludselig stigning i trafik, kan indikere et igangværende angreb.
#2: Brug specialiserede DDoS-beskyttelsestjenester
Brug en dedikeret anti DDoS-løsning som kan hjælpe med at filtrere skadelig trafik, før den rammer dit netværk. Disse tjenester er designet til at analysere trafikken og blokere skadelige anmodninger, samtidig med at legitim trafik tillades.
#3: Optimer kapaciteten i dit system
Sørg for, at din IT-infrastruktur kan håndtere høj trafik. En stærk cloud-baseret løsning kan skalere ressourcer op under et angreb, så tjenesten forbliver tilgængelig for brugerne.
#4: Opdater dine systemer løbende
Cyberkriminelle udnytter ofte kendte sårbarheder. En opdateret firewall og regelmæssige softwareopdateringer kan forhindre, at din virksomhed bliver et let mål.
#5: Udarbejd en beredskabsplan
Sidst men ikke mindst er det vigtigt at have en plan klar. Hvad gør du, hvis du bliver ramt i morgen? En DDoS-beredskabsplan bør inkludere kontaktoplysninger på nøglepersoner, en liste over nødvendige handlinger og en kommunikationsstrategi.
Sådan styrker du din beskyttelse – allerede i dag
DDoS-angreb er ikke længere en sjældenhed, men en konstant trussel mod både offentlige og private organisationer. Den gode nyhed? Du kan handle nu for at reducere risikoen. Med proaktiv overvågning, robuste netværksløsninger og de rette beskyttelsestjenester kan du sikre, at din infrastruktur står stærkt – også når presset stiger. Vi hjælper dig med at identificere sårbarheder og implementere effektive forsvarsmekanismer, så du er rustet i dag og i morgen.
Skal vi tage en dialog om, hvordan du kommer i gang?