Cybersikkerhed er Europas måske vigtigste forsvarslinje
Læsetid i minutter: 2
Martin Kofoed
10-04-2025
Skrevet d. 10-04-2025 af Martin Kofoed
På det netop afsluttede statsbesøg i Frankrig, hvor både det danske kongehus og det franske præsidentpar deltog, var der også et erhvervsfremstød med et særligt fokus på grøn energi, sundhed og ikke mindst forsvar og cybersikkerhed.
Her havde vi i itm8 den store ære at være en del af den danske erhvervsdelegation og repræsentere med dansk ekspertise inden for netop cybersikkerhed.
Og lad os være ærlige: Der har sjældent været et mere relevant tidspunkt for dette fokus. Den geopolitiske stabilitet, vi tidligere har taget for givet, er under stort pres og uden fortilfælde i nyere tid.
Derfor havde jeg følgende budskaber til de både danske og franske virksomheder, ministre og royale, under en tale ved statsbesøget:

Det europæiske valg
De europæiske lande står over for et afgørende valg: Skal vi rykke tættere sammen med vores nærmeste allierede og styrke vores digitale forsvar? Eller risikere at komme afgørende bagud i forhold til stormagter som USA, Kina og Rusland?
Det gælder ikke kun teknologisk men også i evnen til at modstå moderne cybertrusler.
Cyberangreb er nemlig blevet et afgørende våben i den hybride krigsførelse. Sammenlignet med traditionelle militære angreb er de billige, nemme og næsten risikofri for angriberen.
Og i lyset af det aktuelle trusselsbillede, er risikoen for at blive ramt – især som europæisk virksomhed – ikke kun konstant, den er stigende.
Det er særligt bekymrende for lande som Danmark og Frankrig, der begge er globalt eksponerede og dermed attraktive mål for kriminelle grupper og statsstøttede aktører, som modsætter sig vores værdier om frihed og selvbestemmelse.
10 minutter til fuld kontrol
Det er ekstra bekymrende, når man har indgående viden. I itm8 arbejder vi med nogle af branchens dygtigste sikkerhedseksperter. Derfor ved vi, at det i nogle tilfælde kun tager 10 minutter for en avanceret angriber at opnå fuld kontrol over en virksomhed.
Hvordan ved vi det? Fordi det er vores egen personlige rekord fra én af de mange penetrationstests, vi årligt gennemfører for danske virksomheder.
10 minutter – så er alt overtaget.
Vi kan ikke “u-stjæle” data
Det allervigtigste virksomhedsledere kan gøre, er ikke kun at forsøge at forhindre angreb – men at begrænse skaden, når det sker.
Det handler om, hvor hurtigt du opdager, at noget er galt. Hvor hurtigt du reagerer. Og hvor godt du har forberedt dig på den dag, hvor forsvaret ikke holder, og dæmningen brister.
For én ting kan selv de bedste sikkerhedseksperter ikke hjælpe med: Vi kan ikke “u-stjæle” data.
Når et cyberangreb først er gennemført, og data er blevet stjålet, mister vi kontrollen. Hvad der herefter sker med informationerne, er uden for vores påvirkning. Det er uanset, om det drejer sig om personfølsomme oplysninger, der lækkes offentligt, eller virksomhedens intellektuelle rettigheder og forretningskritiske viden, der går tabt.
Når data først er ude, kan konsekvenserne være alvorlige og uoprettelige.
Tre spørgsmål til virksomhedsledere
Derfor bør danske virksomhedsledere forholde sig til følgende tre spørgsmål:
- Er din virksomhed forberedt på den dag, hvor alt går galt? Hvor alle IT-systemer er utilgængelige?
- Hvor hurtigt kan I opdage og reagere på et databrud?
- Hvor stærk er jeres digitale modstandsdygtighed overfor en målrettet og avanceret angriber?
Cybersikkerhed er ikke længere blot en udgift og en problemstilling for IT-afdelingen – det er en fundamental del af virksomhedens forsvar og del af forretningens grundlag. Cybersikkerhed skal tænkes ind i både infrastruktur, strategi og kultur.
Det er nu, man bør handle. Ikke i morgen. Ikke efter næste angreb. Men nu – mens man stadig har muligheden for at gøre en forskel.
Hvor stærkt er dit cyberforsvar?
Udfyld formularen, og lad os tage en snak om cybersikkerheden i din virksomhed.